Karpaltunnelsyndrom 2026

Forberedelse på operationsdagen:

Operationen foregår i lokalbedøvelse, De behøver ikke være fastende.

Vask hånd og arm godt på operationsdagen. Rens negle.

Tag 2 stk. Panodil (eller Pinex, Pamol eller Kodimagnyl) til din morgenmad.

Fjern eventuelle fingerringe og armbånd.

Operationen:

Foregår i lokalbedøvelse og varer typisk 20-30 minutter, man skal regne med at være på klinikken i ca. 1 time. Lokalbedøvelsen holder i mindst 5 timer.

Efter operationen:

  1. På operationsdagen lægges en forbinding, den må fjernes efter 2-4 dage og erstattes evt. med plaster. Såret må fra dette tidspunkt gerne vaskes.
  2. For at undgå blødning og unødig hævelse skal hånd og arm holdes så højt som muligt de første 2 døgn, herved mindskes også smerter. De får om nødvendigt en armslynge med herfra.
  3. De første 3 timer (eller så længe lokalbedøvelsen varer) er det godt at trykke fast mod forbindingen og såret en gang imellem. Derved presses evt. blod ud i forbindingen i stedet for at blive til en blodansamling i såret. Forbindingen kan evt. bløde igennem det første døgn.
  4. Man må ikke køre bil hjem efter operationen.

Plan i øvrigt:

Efter 10-12 dage: Stingene fjernes her på klinikken, eller efter aftale hos egen læge.

Smertebehandling: Oftest er almindelig håndkøbsmedicin fuldt tilstrækkeligt. Den bedste effekt opnås, hvis behandlingen starter inden operationen og fortsætter 3-4 gange i døgnet herefter. Der opnås ikke bedre effekt ved at overskride den anbefalede dosis – kun flere bivirkninger.

Sygemelding: Hånden må ikke bruges til beskidt arbejde så længe der er sting i. Til gengæld må den bruges til smertegrænsen straks efter operationen. Det vil sige, at der ikke er nogen fast defineret periode for sygemelding. Ganske få er klar til at arbejde straks efter indgrebet, andre har brug for op til 8 uger, dette dog primært ved tungt håndværksarbejde.

Heling af operationssåret: Det er kun selve huden, der er helet efter 10-12 dage! Der vil ofte være ømhed og hævelse i meget længere tid. Hvis man har fysisk arbejde, kan det derfor være nødvendigt med en noget længere sygemelding. De vil få vejledning om dette.

Undgå solskoldning af såret – specielt indtil den normale rød-violette farve af arret er svundet. Ellers risikerer De, at arret bliver mørkere pigmenteret og dermed mere synligt. Det kan tage 6-12 måneder. Anvend gerne solcreme i denne periode – evt. i form af en stift med faktor 30 (“Solblokker”). På dette tidspunkt er det endelige operationsresultat opnået.

Komplikationer og ulemper: Ikke alle opnår fuldstændig normal funktion af midternerven efter operationen, idet nerven kan have taget skade af langvarigt tryk. Der er langvarig ømhed i operationsområdet, og de fleste vil føle at håndens kræfter og udholdenhed er nedsatte – oftest 1-2 måneder. Infektion er en mulig komplikation, og i sjældne tilfælde kan der opstå beskadigelse af en nervegren til tommelfinger-baldens muskulatur. I meget sjældne tilfælde kan der opstå en alvorlig og smertefuld funktionsforstyrrelse af hånd og arm kaldet CRPS/refleksdystrofi.