Forberedelse på operationsdagen:
De skal ikke være fastende, da operationen foregår i lokalbedøvelse.
Vask grundigt i og omkring operationsområdet.
Tag 2 Panodil (eller Pinex, Pamol el. Kodimagnyl) til din morgenmad.
Operationen:
Foregår i lokalbedøvelse og varer ca. ½ time, men De skal regne med at være på klinikken i 1 time i alt. Lokalbedøvelsen holder i mindst 5 timer.
Efter operationen:
- På operationsdagen lægges en forbinding, den må fjernes efter 2-4 dage og erstattes med evt. plaster. Såret må fra dette tidspunkt gerne vaskes.
- Det er vigtigt at undgå blødning og unødvendig hævelse, blandt andet ved at hvile og undgå for kraftig fysisk aktivitet. De første 3 timer (eller så længe lokalbedøvelsen varer) er det godt at trykke fast mod forbindingen og såret en gang imellem. Derved presses evt. blod ud i forbindingen i stedet for at blive til en blodansamling i såret. Det er ikke usædvanligt, at forbindingen kan bløde igennem det første døgn.
- De må som udgangspunkt ikke selv køre bil hjem, dette afhænger af operationstype.
Plan i øvrigt:
Efter 10-12 dage: Stingene fjernes her på klinikken eller hos Deres egen læge. (I ansigt og hovedbund efter 6-8 dage). Det anbefales at man bruger englehud, til at aflaste arret i op til 3 mdr. efter operationen.
Smertebehandling: Oftest er almindelig håndkøbsmedicin fuldt tilstrækkeligt. Den bedste effekt opnås, hvis behandlingen starter inden operationen og fortsætter 3-4 gange i døgnet herefter. Der opnås ikke bedre effekt ved at overskride den anbefalede dosis – kun flere bivirkninger.
Heling af operationssåret og det endelige operationsresultat:
Det er kun selve huden, der er helet efter 10-12 dage! Der vil ofte være ømhed og hævelse i meget længere tid. Hvis man har fysisk arbejde, kan det derfor være nødvendigt med en længere sygemelding. De vil få vejledning om dette.
Undgå solskoldning af såret – specielt indtil den normale rød-violette farve af arret er svundet. Ellers risikerer De, at arret bliver mørkere pigmenteret og dermed mere synligt. Det kan tage 6-12 måneder. Anvend gerne solcreme i denne periode – evt. i form af en stift med faktor 30 (“Solblokker”). På dette tidspunkt er det endelige operationsresultat opnået.
Risiko og komplikationer:
Infektion kan ses – enten omkring trådene (der jo gennembryder huden) eller i dybden. Symptomerne vil oftest være hævelse, rødme og smerter – evt. feber. Hvis De har mistanke om infektion, bør de straks kontakte klinikken – eller uden for vores åbningstid – Deres egen læge eller vagtlæge.
Nervebeskadigelse kan ses i sjældne tilfælde og medføre nedsat følesans på en del af huden. De får særlig vejledning til netop Deres operation om dette.
